Lufthavne på Grønland
Grønlands Lufthavnsvæsen driver i dag 13 store lufthavne på Grønland.
De direkte ruteflyvninger mellem Grønland og Europa foregår i dag fra enten Kangerlussuaq eller Narsarsuaq, der er også regelmæssig flyvning mellem Kulusuk og Nerlerit Inaat (Constable Pynt) på østkysten og Island.
Kangerlussuaq Lufthavn
Kangerlussuaq Lufthavn er en grønlandsk international lufthavn beliggende i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord). I 2008 var der 133.690 afrejsende passagerer fra flyvepladsen. Kangerlussuaq Lufthavn har det største antal passagerer, det største antal afgange og det højeste antal gennemsnitlige passagerer pr. afgang blandt alle grønlandske lufthavne. Kangerlussuaq har desuden den længste bane, der benyttes til civil luftfart. I forbindelse med lufthavnen ligger Hotel Kangerlussuaq, der har 70 værelser.
Kangerlussuaq har en helårsrute til København samt ruter til Nuuk, Sisimiut, Ilulissat, Maniitsoq og enkelte andre byer. Book flybilletter hos Air Greenland her
Narsarsuaq Lufthavn
Narsarsuaq Lufthavn er hovedlufthavn i Sydgrønland og en af fire internationale lufthavne på Grønland. Udover almindelig rutetrafik anvendes den af mindre fly, som ikke kan klare turen mellem Nordamerika og Europa i et stræk. Bygdens befolkning på ca. 160 personer er stort set alle beskæftigede med driften af lufthavnen eller servicefaciliteterne. Book flybilletter hos Air Greenland her
Narsarsuaq er også et populært turistmål pga. nærheden til Erik den Rødes boplads med den første kristne kirke på det amerikanske kontinent i det nuværende Qassiarsuk. Fra Narsarsuaq kan man også sejle til Igaliku med ruinerne af nordboernes domkirke Gardar. Det er desuden muligt at gå gennem Blomsterdalen til Den døde bræ. I Narsarsuaq ligger en del af Københavns Universitets “Det grønlandske arboret”, hvor man eksperimenterer med skovplantning.


